Efter et langt misbrug, og en hel del overvejelser, der dog ikke tog nær så lang tid, har jeg lagt mit alkoholmisbrug på hylden.
Det skete den første februar i år (2016!)
Den endelige beslutning kom lørdag aften, hvor jeg var med på hyttetur med mit hold fra smukfest. Jeg vil mene, den blev truffet i en salig brandert, men det var ikke en pludselig beslutning. Overvejelserne har vel i det små været der længe, men efter 2015 udgaven af smukfest, hvor der er 2 ½ dag, jeg ikke kan huske, begyndte jeg for alvor at tænke over tingene.
Hvorfor, der lige skulle gå frem til februar, før jeg endelig handlede, ved jeg ikke, men jeg tror at den aften på hytteturen, var lige netop det tidspunkt, hvor jeg var klar til at gøre noget alvorligt ved det, endelig var kommet.
Lørdagen hed den 30. januar, og da vi forsatte med at indtage øl og andet godt i løbet af søndagen, blev første ædru dag altså mandag den 1. februar.
Planen var meget klar. I løbet af et stykke tid, ville jeg have trimmet min trang til alkohol, så jeg kunne få et mere normalt forhold til at nyde en genstand eller to i stille og roligt selskab..
En klar og logisk plan i min alkohol omtågede hjerne.
Efter ganske kort tid, kom jeg til et noget andet ræsonnement. Det er nul alkohol til mig længere. Jeg er i dag ædru alkoholiker, og som alkoholiker er der kun en måde at være ædru på, og det er ved at holde sig fra alkohol, og det er der så gået tolv uger med nu. Det er ikke længe set i forhold til et misbrug, der har varet i ti år plus, men det er tolv uger gået uden alkohol.